Eftergæret kefir med hindbær og hyldebær

Hvis du har prøvet at dyrke din kefir med smagsgivere under selve gæringsprocessen, så kender du sikkert til at have smårester af frugten i din kefir. Det er der ikke noget specielt galt i, men det kan være rigtig frustrerende.

Sidste sommer ville vi gerne lave en skøn hyldeblomst-kefir. Og den smagte fantastisk, men i lang, lang, laaaang tid efter, kæmpede vi med at fjerne hyldeblomstrester fra kefiren.

Vi er derfor begyndt at eftergære vores kefir. At eftergære kefir går i al sin simpelhed ud på, at man udelukkende brygger sin kefir med sukker. Efter et par dage sier man så kefir-kulturen fra og tilføjer den smagsgiver man har lyst til og lader den gære et par dage mere.

Hvis du eftergærer drikken i et saftglas med tætsluttende låg, får du en skøn perlende drik.

Vi er så heldige at have hindbærsorten autumn bliss, som har skønne hindbær helt ind i november. Så dagens ene kefir er dyrket med  dugfriske hindbær og den anden med hyldebær. Vi har ikke prøvet at lave hyldebærkefir før, men forventer den smager fint. Dog smed vi en ekstra skefuld sukker ned til den, da vi tænkte det vil klæde hyldebær-smagen. Normalt eftergærer vi dog uden ekstra tilsat sukker.