Hyldeblomstkefir

Hyldeblomstkefir kan kun laves af hjemmelavet hyldeblomstsaft; i hvert fald skal det være saft uden konserveringsmidler og også uden tilsat syre i form af vinsyre eller citronsyre som mange bruger, når de brygger hyldeblomstsaft. Måske kan man godt købe en sådan saft færdig, faktisk har vi aldrig undersøgt det. Vi brygger bare kun hylde-kefir af hjemmelavet saft.

Om sommeren, når hylden blomstrer er det jo ren idyl at brygge hyldeblomstkefir. Man valser ud i haven iført lyse gevander og med bare tæer, børnene leger i solen og er rene og pæne og har blomster i håret og mellem tæerne. Optimalt er de nøgne og buttede og leger med vand og sommerfugle.

I en yndig kurv lægger man 10 skærme hyldeblomster - for man vil gerne brygge 3 L kefir, ikke en enkelt (fordi kanden til 1L er for lille til hyldeblomstskærme).

Vel inde i køkkenet igen - eller vent: måske har man et virkelig funky, lækkert fransk inspireret udekøkken med nogle gamle slidte klinker på et lille restaureret plante- eller symaskinebord og 3 sexede hylder fra halvfjerserne liiiige med det allermest nødvendige til udelivets glæder?

Nej okay: 10 skærme hyldeblomster (fjern gerne noget af stilkene, hvis du gider - jeg gør ikke), 3 dl rørsukker, kogende vand til det dækker. Det skal trække nogle timer, gerne til dagen efter, hvorefter man topper op med koldt vand fra hanen og tilsætter 3 dl kefirsvampe. Under låget skal være max en cm luft, låget skal slutte tæt, men ikke være spændt fast. Der skal kunne komme lidt luft ud, så beholderen ikke eksploderer, hvis der dannes meget kulsyre.

Efter to tre dage, måske fem, afhængig af svampenes aktivitet, har man en let og luftig sommer-kefir. Jeg synes det er allermest skønt, hvis man blander ca en tredjedel danskvand i ved servering, så den bliver endnu mere perlende - og så det der lille skvis citronsaft, der som oftest klæder en kefirdrik. Det klæder bestemt også hylden.

Og resten af året, hvor hylden jo ikke blomstrer, må man bruge hjemmelavet hyldeblomstsaft fra fryseren, blande den som til alm saft og tilsætte kefirsvampe. Lidt færre pr liter end normalt, synes jeg er bedst.

Hjemmelavet hyldeblomstsaft uden citrus

  • 50 skærme hyldeblomster
  • 1 kg rørsukker
  • 2-3 L kogende vand.

Opløs sukkeret i 1 L vand, gerne i en gryde. Læg hyldeblomster uden for meget stilk (som rummer nogle bitterstoffer man gerne vil slippe for) i en stor gryde (helst emaljeret, der er vist noget med metal og denne proces der ikke er helt godt - jeg ved det ikke, det er blot en fornemmelse, jeg har og derfor bruger jeg altid min gamle Madam Blå emaljerede gryde; det er også så romantisk) og tilsæt kogende vand til det dækker, plus din sirup.

Dette køler af langsomt på køkkenbordet og sættes på køl i tre dage for at trække. Rør gerne en gang eller to i døgnet mens det trækker (eller lad være hvis du glemmer det, det er ingen katastrofe). Herefter fisker du hyldeblomsterne op, og koger væsken ind til en tyk sirup - uden at brænde den på. Denne kan holde meget længe, da sukkerindholdet er højt, og den kan også for en sikkerheds skyld fryses. Faktisk fryser vi den mest fordi der er bedre plads i fryseren end i køleskabet og på køkkenhylderne.