Pas godt på din Vandkefir

Vandkefir er en levende bakteriekultur, og derfor skal du passe godt på den. Vi har i løbet af vores tid med kefir, gjort os vores erfaringer, både gode og dårlige, og vil deler dem med dig her, så du kan passe så godt på din kefir som muligt. Med tiden har vi også fået en bunke spørgsmål, og dem har vi så også svaret på herunder. Så læs endelig alt dette før du ringer eller skriver. Vi hjælper gerne og tager gerne en snak over telefonen med dig. Men de fleste af dine spørgsmål burde du kunne få svar på herunder :)

Vand, sukker og kefir
Du brygger din kefir i vand med tilsat sukker. Vi benytter udelukkende økologisk rørsukker til vores kefir og kan stærkt anbefale at opløse sukkeret først. Den helt nemme måde at gøre det på, er at blende rørsukker og vand. Du kan også vælge at opløse sukkeret i det kogende vand, som du evt hælder over de smagsgivende frugter du putter i din vandkefir.

Du kan også vælge at benytte sirup, eller melasse, men hold dig fra honning, da det har antimikrobielle egenskaber, der kan skade din Kefir.

Grundopskriften

  • 2 spsk  kefir
  • 2 store spsk sukker
  • 1 halv liter liter vand.

Det er jo ret simpelt :o) Og så kan du tilføje smagsgivere efter smag og behag. Det er skønt at eksperimentere. Se vores favoritter under opskrifter.

Vandkefir-kulturen vokser, og ved jævnlig dyrkning har du nok kefir-kultur til at brygge en liter af gangen. Da er grundopskriften:

  • 1 dl kefir
  • 1dl sukker
  • 1 liter vand

Når du modtager din kefir, kan det være en god idé at give den noget langt mindre renset sukker, enten muscovado-sukker, eller rapadura-sukker. Det vil booste væksten.

Bryg din kefir i et glas
Du skal brygge din kefir i et glas med et næsten tætsiddende låg. Vi selv har fundet nogle smukke pastaglas hos den lokale isenkræmmer. Vi kan dog ikke anbefale patentglas, da kefiren som en del af processen producerer kuldioxid og der går historier på nettet om folk, der har oplevet at lade deres kefir gære for længe i et patentglas, med det resultat at glasset sprængtes og de så havde klisteret sukkervand og kefir ud over hele gulvet. Om historien er sand ved vi dog ikke, men vi ser ingen grund til at teste teorien.

Lad det gære
Kefir skal normalt gære i ca 2 døgn, men smag dig frem undervejs. Er det for sødt, så har kefiren ikke arbejdet længe nok, og så skal det have et døgns tid mere. Kefiren forbruger sukkeret i gæringsprocessen, så jo mindre sød din kefir er, jo mindre sukker er der tilbage i det endelige produkt.

Nogle smagsgivere er med til at øge gæringsprocessen og du kan så ende med en alkohol-indeholdende cider. Også dejligt, men ikke lige noget du serverer for dine børn.

Så er min kefir klar – hvad nu?
Ja, så skal den bare sies og drikkes. Kefir kan holde et par dage i køleskabet, men herhjemme er det sjældent at vi ikke har drukket det hele i løbet af 1-2 dage. Så vi har konstant kefir igang med at gære.

Der vil næsten altid være bittesmå kefir-rester tilbage i den færdige drik og disse vil fortsætte med at gære, så hvis den færdige drik står for længe i køleskabet, kan den ende med at blive sur i det.

Du kan også vælge at si din kefir i et saftklæde, men så forsvinder det meste kulsyre fra den færdige drik, og det er jo synd.

Opbevaring af din kefir
Når du ikke lige har en produktion igang kan din kefir-kultur overleve på køl i ca 14 dage. Så hvis du i en længere periode ikke skal lave kefir, så husk at fodre den med lidt sukker en gang imellem. Ligesom du ville gøre med en surdej.

Pas godt på din kefir
For at holde din kefir sund, er det vigtigt at du passer godt på den. Hold dig langt væk fra konventionel frugt, da der ofte er benyttet svampegifter mv som vil skade din kefir-kultur. Derudover skal du holde dig væk fra reaktive metaller som aluminium, da dette kan skade din kefir. Rustfrit stål, plastik, keramik eller glas er at foretrække. 

Spørgsmål og svar

Min kefir er blevet tyk og slimet, hvad skal jeg gøre?
Vandkefir-drikken kan blive virkelig slimet, tyk og klam. Når det sker, er det vores erfaring, at det skyldes, at man har brugt konventionel-sukker, eller konventionel frugt. Dette skal man lade være med, da der kan være rester af svampegift på og i frugen, og der kan da gå rod i kefirens symbiose.

Hvis man har brugt økologisk frugt og ikke har skoldet frugten, kan den også blive tyk og klam, da der jo så kan være rester af svampesporer der går ind og roder med symbiosen som vandkefir er.

Du kan "rense" din kefir, ved at skylle den og si den, og så lade den køre en dags tid med vand uden noget, og så en eller to gange kun med sukker (hvilket faktisk også smager helt fantastisk.) Det plejer at hjælpe. Og hvis din kefir er blevet "syg" så er du altid velkommen til at købe en ny portion af os.

Min vandkefir vokser ikke mere, hvad skal jeg gøre?
Hvis din kefir ikke har det godt, så vokser den ikke, og den er heller ikke så aktiv. Hvis dette sker, kan du købe noget dyrt (og langt mindre renset sukker) enten muscovado-sukker, eller rapadura-sukker. Personligt bryder jeg mig ikke om smagen af Rapadura-kefir, men kefiren bliver glad.

Nogle gange har vi renset kefiren, ved at lade den stå i vand 1-2 dage og derefter brygget med en god sukkeropløsning, og et par stykker æble. Det plejer at få godt gang i kefiren.

Min kefir udvikler ikke nok kulsyre. Hvad kan jeg gøre?
Det er vores erfaring at kulsyren nemt kommer tilbage, hvis man brygger sin kefir med æblestykker i. Æblerne er gode til at få drikken til at gære. OG så mager det dejligt. Prøv det.

Hvor mange gange kan kefir-svampen bruges?
Vi har brygget med vores kefir siden 2011 og kefiren er sundt som altid. Det eneste der kan "slide" en kefir op, er hvis man ikke passer godt på den. Og her tænker vi på økologisk frugt med svampesorer på, eller konventionel frugt med svampegift på - det kan kefiren ikke li'. Sidste sommer nød vi at brygge æblecider på ren ufiltreret æblemost. Det smager fantastisk, men syren i æblemosten var for meget for kefiren, men her brugte vi bare en skefuld kefir til 1 liter æblemost og smed kefiren ud, efter 2-3 bryg. Prøv det ,det smager skønt, men lad nu være med at bruge hele din kefir-kultur på det.

Jeg vil gerne have store kefir-korn - hvordan får man det?
Først og fremmest er det vigtigt at sige at det er totalt ligegyldigt med størrelsen på kefir-kornene. De brygger lige fint om de er store eller små, men nogen kan godt lide store kefir-korn og så skal man blot være meget nænsom når man arbejder med den; hælde den blidt ned i vandet, tage den forsigtigt op, og ikke skylle den. Gør du det, skal dine kefir-korn nok vokse sig store og fine. Vi selv er mere til små og mange kefir-korn. Men hver sin smag.

Jeg vil gerne have kefirens probiotiske egenskaber, men har ikke lyst til at drikke så meget "sukkervand" - Hvad skal jeg gøre?
Det vi gør, er at bruge god sukker og sørge for at kefiren vokser meget. Og så tager vi simpelthen et skefuld kefir-korn og spiser dem. De er sådan list vingummi-agtige i det. Det er et fantastisk probiotisk boost. Prøv det :)

God bryggelyst.